Anoreksi, bulimi og megareksi er alle betegnelser for spiseforstyrrelser. Hvilke problemer er der egentlig med spiseforstyrrelser inden for sportens verden?
Sportens verden er på godt og ondt et spejlbillede af det omgivende samfund. De problemer, der findes i samfundet, vil som oftest også være at finde i sportsverdenen. Det gælder også spiseforstyrrelser. Derfor skal man selvfølgeligt også være opmærksom på faresignalerne her. Der er dog nogle ting i enkelte sportsgrene, som kan betyde øget risiko hos udøverne for at udvikle spiseforstyrrelser.
Hvad er spiseforstyrrelser?
Personer, der er ramt af en spiseforstyrrelse, er sygeligt optaget af kost, vægt og udseende. Spiseforstyrrelser er en fællesbetegnelse for de to lidelser nervøs spisevægring (anoreksi) og nervøs overspisning (bulimi). Både anoreksi og bulimi er alvorlige psykiske lidelser, som oftest rammer unge piger. Ifølge Sundhedsstyrelsen er ni ud af ti med spiseforstyrrelser piger. Derimod er det oftest drenge, der lider af megareksi.
I hvilke sportsgrene er der problemer?
Der er lavet en undersøgelse af spiseforstyrrelserne blandt eliteidræts-kvinder i Norge. Undersøgelsen viste, at problemet var stort blandt især kvindelige langdistanceløbere, blandt udøvere af sportsgrene, hvor ens udseende har direkte betydning for resultatet, som gymnastik og dans, og i sportsgrene, der er inddelt i vægtklasser, som judo og taekwondo. De norske undersøgelsesresultater gør sig også gældende i Danmark.
Får man spiseforstyrrelser af at dyrke sport?
Spiseforstyrrelser findes indenfor sportsverdenen, og visse idrætsmiljøer kan være med til at udvikle spiseforstyrrelser, hvis man ikke passer på. Men det er helt forkert at sige, at man får spiseforstyrrelser af at dyrke sport. Der findes også eksempler på, at sport for nogen har været en vej ud af spiseforstyrrelser, fx for Chaka Gram-Petersen Bojowski. Hun led i årevis af anoreksi, men vendepunktet kom, da hendes far gav hende rulleskøjter i fødselsdagsgave. Det fik hende til at lægge sygdommen bag sig. Chaka Gram-Petersen Bojowski er siden blevet rigtig god til at lave tricks på rulleskøjter. Hun er to gange dansk mester og blev i år 2000 nummer to ved EM.
Sport og vægtpineri
Megareksi
Anoreksi og bulimi