Bare et par kilo

Louise var lige blevet færdig med at strække ud efter et par runder på atletikbanens løbebane, da hun fik øje på sin træner, Peter, der var på vej hen mod hende. Han rakte hende en flaske koldt vand og nikkede til hende om at sætte sig på bænken ved siden af dem.

- Det så jo udmærket ud, Louise, sagde han. Hvis du ville, kunne du komme med på juniorlandsholdet.

- Tror du? spurgte hun forventningsfuld.

- Som sagt: hvis du ville. Men det kræver viljestyrke – og især at du smider de der overflødige kilo hvalpefedt, svarede han og tog et fast greb om hendes lår. Hun så selv hvordan det blævrede i kødet ved hans greb. Han havde ret, hun var slet ikke tynd og muskuløs nok til at være en seriøs langdistanceløber.

Hun vidste godt, at hun burde være begyndt på sin slankekur allerede samme aften. Men hendes mor havde lavet lasagne, så hun havde udskudt det til næste dag.

I dag var hun så til gengæld gået så grundig til værks, som hun vidste, at enhver seriøs idrætsudøver måtte gøre det. Hun var taget på biblioteket og havde lånt en bog om slankekure, og nu lå hun og læste om, hvordan en slankende kost skulle sættes sammen. Bogen havde en masse forslag til, hvad man kunne spise til de forskellige måltider. Men bogens forslag var tydeligt for folk uden viljestyrke, der blev nødt til at lave mad, der mindede om den, de plejede at spise for at kunne gennemføre. Sådan var hun ikke. Hun havde viljestyrke, og hun behøvede ikke andet end det, der var mindst fedende. Og efter hvad hun kunne læse, måtte denne kost bestå af grøntsager og  brød.  Fedt skulle i hvert fald undgås, og helst også kød. Så let var det. Utroligt, at hun aldrig havde tænkt på det før. Bare fordi hun var slank, havde hun altid troet, at hun var tynd nok. Godt, at hun var blevet bragt på andre tanker.

- Flot, Louise!, sagde Peter og klappede hende på skulderen. Der var gået en måned, siden han havde anbefalet hende at gå på slankekur. Hun havde tabt to et halvt kilo, og nu lønnede det sig. Den tid hun netop havde løbet, var hendes hurtigste nogen sinde.

- Gentag det her om tre uger til stævnet – så kører det, fortsatte han. Louise smilede og nikkede.

På vej hen til omklædningsrummet forestillede hun sig allerede, hvordan hun om tre uger skulle vise dem alle sammen, hvilket format hun havde. Men samtidig med forventningens glæde, begyndte bekymringerne at melde sig. Det var jo fordi, hun havde tabt sig, at hun havde løbet så hurtigt i dag. Hvad hvis hun ikke kunne holde sin vægt indtil stævnet? Hun kunne så let komme til at tage på, for der var jo så tit fare for at komme til at spise for meget. Alene den fare der var, når hun kom hjem fra træning og var rigtig sulten efter at have løbet meget. Det ville ikke gå. Den eneste løsning var, at hun måtte fortsætte slankekuren. I hvert fald indtil stævnet. Måske ville hun endda kunne løbe en hurtigere tid end i dag, hvis hun tabte sig lidt mere? Jo mere hun tabte sig, jo færre kilo var der jo at slæbe rundt på.

- Der er telefon, Louise! Det er Anne, råbte hendes mor op til hende nede fra stuen. Louise rejste sig fra skrivebordet og gik ned for at tale med veninden.

Anne foreslog hende at komme over om aftenen. Hun og et par stykker mere havde snakket sammen om at holde videoaften.

- Jeg har slik, og Vivi tager chips med. Hvis du tager sodavand med, så…

- Jeg kommer altså ikke, afbrød Louise hende. Bare tanken om alt det, hun ville blive nødt til at afslå at spise, fik det til at krumme sig sammen i hende.

- Hvorfor ikke, er du sur? Anne lød forundret.

- Nej, jeg er ikke sur, jeg gider bare ikke se videofilm. Men hav en hyggelig aften, afsluttede Louise samtalen og overhørte Annes indvendinger.

- Er du og Anne uvenner?, spurgte hendes mor forsigtigt, da Louise havde lagt røret på. For en uge siden var det den fest, I skulle til sammen, som du meldte afbud til.

- Nej, vi er ikke uvenner, og hvis jeg ikke har lyst til at gå til fest eller se video, er det ikke noget du skal blande dig i, svarede Louise irriteret. Desuden skal jeg op og træne i morgen tidlig, så det går ikke at jeg kommer for sent i seng.

Moderen sagde ikke mere, og Louise vidste, at hun endnu engang havde brugt sit trumfkort rigtigt. Forældrene havde respekt for hendes træning. Især efter at hun for et par uger siden havde vundet stævnet. De ville jo gerne være stolte af hende. Og hun skulle give dem noget at være stolt af. Hun skulle bare tabe sig lidt mere, så ville hun kunne være sikker på, at ingen kunne nå hende. Peter roste hende også nu, gjorde han. Hun skulle vise ham, at hun kunne blive bedre.

Da hun vågnede, var hun sulten. Men sådan var det hver morgen, så hun skubbede hurtigt fornemmelsen af det gnavende hul i maven fra sig. Hurtigt tænkte hun igennem, hvad hun skulle spise i dag. Til morgenmad havregrød, og til aftensmad et stykke rugbrød og salat. Frokosten ville hun helst springe over, hvis hun kunne. I dag skulle hun i skole, så i dag kunne det nok lykkes hende at undgå det. Det var jo bare at holde sig for sig selv i frikvarteret, evt. gå på toilet, når de andre gik i kantinen. Så var der ikke nogen, der opdagede noget. Sværere var det, når hun var hjemme omkring frokosttid. Ofte sørgede hun for at være i atletikklubben hen over middag, og så sige til forældrene at hun havde spist der. Jo jo, der var uendelige muligheder for, hvordan det skulle lykkes hende at overholde sine regler. Hendes kontrol var uforlignelig.

Allerede i første time, matematik, var morgenens havregrød fordøjet, og hun mærkede sulten komme snigende. Men den skulle ikke få bugt med hende. Hun brugte al sin tankekraft på at holde tanken om mad borte. Det var let nok, for det var bare at beskæftige tankerne med forventningen til eftermiddagens træning.

Hun skulle løbe langt i dag, rigtig langt. Så hun kunne forbrænde en masse energi, så hun kunne være sikker på ikke at tage på. Hun var nu nede på 47 kilo til sine 1,70 m. Det hjalp på det, men hun måtte være tyndere endnu.
Der sad stadig blævrende fedt på hendes lår. Og Peter skulle aldrig igen havde lejlighed til at sige til hende, at hun skulle tabe sig. 

Hendes tanker blev pludseligt afbrudt af læreren, der spurgte efter resultatet af en udregning, der åbenbart lige var blevet gennemgået på tavlen. Hun måtte indrømme, at hun ikke havde fulgt med. Læreren så irriteret ud, men det kunne hun ikke tage sig af.

Efter timen kaldte han på hende, da hun var på vej ud af klassen. Hun gik bagest for at kunne undgå at komme med de andre ned i kantinen.

- Sig mig, har du det godt, Louise? Jeg har lagt mærke til, at du ofte ser så… fraværende ud, spurgte han og så granskende på hende.

- Jeg har det fint!, sagde hun skingert med et stort smil. Hun kunne se, at han overvejede at sige noget mere, så hun skyndte sig at forlade lokalet med et hastigt farvel.

Det vældede hele tiden ind med nye ideer til, hvordan hun kunne tabe sig yderligere. Og at hun skulle tabe sig yderligere, det var hun blevet helt sikker på, da hendes tid ved et stævne havde været et par sekunder langsommere end ved det forrige. Da der en dag var kaffe og kage som afslutning på en træningsdag i klubben, havde hun set en af de andre piger bestille kogt vand i stedet for kaffe eller endda te. At kagen var udelukket, var en selvfølge, men Louise havde ikke før tænkt på, at hun også kunne undgå, hvad der måtte være i kaffen eller teen. En anden dag så hun en af de andre topløbere hoppe rundt i klubbens sauna iført regntøj for at tabe et par kilo op til et stævne. Afføringsmidler var også et nyt trick, hun fik lært.

Og det var nødvendigt med disse nye ideer, også selvom hun nogle gange var begyndt at blive lidt svimmel. For hver gang hun kom ind i omklædningsrummet og så sig selv i spejlet, blev hun mindet om, at hun hele tiden måtte tænke på, hvad hun måtte spise. Det krævede jo viljestyrke at nå toppen.