Sport og vægtpineri

Det gælder især i idrætsgrene, der er inddelt i vægtklasser, som fx boksning, brydning og judo. I disse sportsgrene er der mange idrætsudøvere, som sulter sig selv for at få vægten ned op til en konkurrence. Ved at pine sig ned i en lettere vægtklasse, kan man måske få større chancer for at vinde, fordi man da kommer til at kæmpe mod nogen, der reelt er mindre end en selv. Det eneste problem er, at alle de andre efterhånden også piner sig ned i vægt. Man er således tvunget til at gøre det, hvis man ikke vil kæmpe mod nogen, der reelt er større end en selv.

Det er ikke kun i idrætsgrene, der er inddelt i vægtklasser, at det er en fordel at have en lav kropsvægt. Det er også en fordel for fx mellem- og langdistanceløbere at være lette. Grunden til det er, at de så ikke skal slæbe rundt på så mange kilo. Det gælder i høj grad for de cykelryttere, som har specialiseret sig i bjergkørsel. Få ryttere kan komme blandt de bedste over bjergene i dag uden at presse sig ned i vægt. Dem, der følger med i cykelløbet Tour de France, har måske lagt mærke til, at den tyske cykel-stjerne Jan Ulrichs vægt konstant bliver kommenteret – selvom han på ingen måde er det mindste tyk. Han er bare ikke helt så langt nede i vægt som de andre bjergryttere. Også for disse idrætsgrene gælder det, at man risikerer, at den store fokus på kost og vægt bliver sygelig. Det blev det fx for løberen Annette Bülow. Hun var i 1980erne én af landets bedste mellemdistance-løbere. For Annette Bülow blev hendes træners velmenende råd om at tabe sig et par kilo begyndelsen på et årelangt helvede med anoreksi og siden bulimi.

Der er altså tale om idrætsgrene, hvor der er meget fokus på vægten, og hvor vægtpineri så at sige er en del af sporten. Vægtpineri er ikke det samme som en spiseforstyrrelse. Men det er selvfølgeligt i sig selv usundt, og derudover kan det give grobund for spiseforstyrrelser.

 

Karin Schwartz

Når vægtpineriet bliver til spiseforstyrrelse
For Karin Schwartz, der er 17-dobbelt dansk mester i taekwondo, gik det galt. Vægtpineriet endte i otte års anoreksi-helvede. For at klare vægtkravet levede Karin Schwartz af sort kaffe og gulerødder. Hun tog afføringspiller og kastede op, og hun endte med at tabe håret, da kroppen manglede vitaminer.

Karin Schwartz er meget bevidst om, at hun har været et dårligt forbillede for de unge taekwondo-kæmpere.

”Når man er god til sin sport og vinder medaljer, bliver man et forbillede. Og jeg har været et dårligt forbillede for de unge i klubben. De har set mig hoppe rundt i saunaen i regntøj for at smide nogle kilo op til en turnering. Derfor er det helt naturligt, hvis de efterligner mig”, siger hun.