Adrenalin
Adrenalin er et såkaldt stress-hormon eller ’kamp-hormon’. Det kaldes sådan, fordi adrenalin sætter kroppen i alarmberedskab og gør den parat til at yde en ekstra indsats. Kroppen laver selv adrenalin, men det kan også fremstilles kunstigt. Kroppen laver fx adrenalin under hårdt fysisk arbejde eller under psykisk pres. Adrenalin får ens puls og blodtryk til at stige, det har en stimulerende virkning på hjernen, og det øger fedtforbrændingen.
Amfetamin
Amfetamin er et stimulerende stof, der øger blodtrykket og mindsker følelsen af træthed. Desuden svækker det følelsen af sult, og det øger evnen til at koncentrere sig. Stoffet er stærkt vanedannende. Det betyder, at det er svært at stoppe sit misbrug, når man først er begyndt.
Anabole androgene steroider (AAS)
Anabole androgene steroider (AAS) er en samlebetegnelse for kroppens eget testosteron, kunstigt fremstillet testosteron og kunstigt fremstillede steroider, som ligner testosteron. AAS er stoffer, der er kendte for deres vævs- og muskelopbyggende virkning. Det er også denne anabole virkning, der gør, at disse stoffer er den mest kendte form for doping. Alle AAS virker derudover i større eller mindre grad som androgener, dvs., at de har en mandliggørende virkning. Især for kvindelige brugere af AAS må dette betegnes som en ubehagelig bivirkning. Af andre bivirkninger kan nævnes leverskader, bumser, hjerteproblemer, og at brugere bliver mere uligevægtige med en tendens til voldelig adfærd.
Anabole steroider
Når talen falder på doping, tales der ofte om anabole steroider. Det, der menes med det, er anabole androgene steroider (AAS). Grunden til, at man ikke siger denne hele betegnelse, er, at man vælger at forkorte et langt ord og samtidig lægger vægt på stoffernes anabole (dvs. muskelopbyggende) virkning. Det er da også disse anabole virkninger, som gør stofferne interessante i dopingmæssig henseende. Men alle AAS virker derudover i større eller mindre grad som androgener, dvs. de har en mandliggørende virkning.
Anabolisme
Anabolisme er en samlebetegnelse for vævs- og muskelopbyggende processer. Et eksempel på et stof, der sætter gang i en sådan proces, er testosteron. Testosteron gør musklerne større og mere fremtrædende, dvs., det har en anabol virkning.
Anabolske steroider
I medierne tales og skrives der ofte om ”anabolske steroider”. Men det er der, hvis det skal være korrekt, ikke noget, der hedder. Den rigtige betegnelse er anabole steroider, eller hvis det hele skal med, anabole androgene steroider (AAS).
Androgen
Betegnelsen ’androgen’ henviser til den maskuliniserende eller mandsliggørende effekt af anabole androgene steroider (AAS). Dvs. den virkning, at de giver maskuline træk, bl.a. dybere stemme og øget kropsbehåring og skægvækst.
Anoreksi
Anoreksi, eller nervøs spisevægring, er en alvorlig psykisk lidelse. Den rammer oftest unge piger. Personer, der er ramt af anoreksi, er ekstremt optaget af kost, vægt og udseende. Anorektikeren ønsker at tabe sig og ser ofte sin krop som tyk, stor og uren. Derfor spiser anorektikeren meget lidt mad og undgår især fede madvarer og er samtidigt overdrevet fysisk aktiv. Det betyder, at anorektikeren bliver stadigt mere afmagret. Tilstanden kan udvikle sig til at være livsfarlig på grund af afmagringen. Nogle gange må man bruge tvang for at undgå, at personen dør af sult. Anoreksi er en af de psykiske lidelser, som har den højeste dødelighed. Behandlingen er overvejende psykoterapi.
Anti Doping Danmark (ADD)
Anti Doping Danmark er et uafhængigt program mellem Kulturministeriet og idrættens organisationer, der har til formål at samle en forstærket indsats mod doping. ADD er ansvarlig for dopingkontrol og oplysning om doping i Danmark.