I moderne sport er der lavet regler, som sætter tydelige grænser for, hvad man må og ikke må. Men sådan har det ikke altid været
Sport har ikke altid været konkurrence på lige vilkår. I det antikke Grækenland delte man eksempelvis ikke bryderne op i vægtklasser. Idealet om fairplay i sport kom først ind i billedet, da den moderne sport, som vi kender den i dag, opstod. Det var i England i den sidste halvdel af 1800-tallet. Idealet var, at man skulle opføre sig som en gentleman, også når man dyrkede sport.
Den form for fodbold, som blev spillet i England før midten af 1800-tallet, var f.eks. meget forskellig fra fodboldspillet i den form, vi kender det i dag. Fodbold var faktisk forbudt ved lov, men alligevel blev der spillet fodbold. Det kunne f.eks. være to nabobyer, som spillede mod hinanden. Nogle gange var der over 1000 spillere med, og banen kunne være flere kilometer lang. Der var ikke rigtigt nogen regler, og slagsmål imellem spillerne endte nogen gange i drab og alvorlige ulykker.
I dag er der fx en regel i fodbold om, at bolden skal holdes indenfor linjerne. Sparker man bolden ud over sidelinjen, så får det andet hold indkast. Reglen skal forhindre, at spillerne løber ad Pommern til.
De fleste sportsgrene har også en række uskrevne regler for fairplay. Fx er det en uskreven regel i fodbold, at man sparker bolden ud over sidelinien, hvis en af spillerne fra det andet hold er skadet, så han/hun kan få behandling.
De skrevne og uskrevne regler er tilsammen den ramme, indenfor hvilken man konkurrerer om, hvem der er bedst. Hvis man sejrer inden for disse reglers ramme, så har den sejrende ret til sin sejr. Mens man kan skændes til evig tid om, hvem der synger, spiller eller danser bedst, er der i sportens verden ingen tvivl: 1,85 m i højdespring er bare bedre end 1,80. Hvis man prøver at vinde ved at bryde reglerne, så snyder man, og eftersom der er regler mod doping, så er doping snyd. Så enkelt er det.