En af 1960’ernes populæreste cykelryttere, Tommy Simpson, endte sine dage på ”Det skaldede Bjerg” Mont Ventoux. Hvordan gik det til?
Da rytterne i verdens hårdeste cykelløb Tour de France den 21. juli 2002 kørte det sidste, udmattende stykke op ad bjerget Mont Ventoux, passerede de et mindesmærke i vejkanten. De fleste af dem har nok været alt for mærkede af anstrengelserne på en afsindigt hård bjergetape til overhovedet at bemærke den blankpolerede, lyse sten. Mindesmærket står halvanden kilometer fra bjergets top til minde om cykelrytteren Tommy Simpson.
|
Tommy Simpsons død satte for alvor fokus på dopingproblemet |
Tommy Simpson
Tommy Simpson var en af 1960’ernes mest populære cykelryttere. Det skyldtes til dels hans mange sejre.
Heraf var den største, at han blev verdensmester i landevejscykling i 1965. Han var også den første englænder, der bar den gule førertrøje i Tour de France. Men den vigtigste grund til Simpsons store popularitet var nok, at han turde satse vildt og voldsomt og altid gav sig fuldt ud i bestræbelsen på at vinde. En træningskammerat sagde om ham: ”Han pressede altid sig selv ud over kanten. Enten vandt han, eller også gik han helt ned eller styrtede. Man så ham aldrig uden bandager.” Tommy Simpson havde en trang til at sejre, uanset prisen. Han var om nogen en alt-eller-intet-type.
Mont Ventoux
Det var også hans holdning den 13. juni 1967 på den 13. etape af Tour de France. De forudgående tre dage havde han godt nok lidt af dårlig mave, og det var en afkræftet og dehydreret Tommy Simpson, som stillede til start den dag. Til trods for det, satsede han hele butikken.
Cykelrytterne i Tour-feltet havde været undervejs i fem en halv time, da de nåede foden af ’Det Skaldede Bjerg’, som Mont Ventoux kaldes. Fem en halv time i over fyrre graders varme. Tidligt på bjerget gik Simpson med i et udbrud, men han måtte et stykke oppe af bjerget give slip på udbrydergruppen. Et par kilometer fra toppen fik han problemer med overhovedet at styre cyklen. Han slingrede ukontrolleret af sted og var tæt ved at vælte ud over bjergsiden. Få hundrede meter længere fremme væltede Simpson og trimlede tungt omkuld på vejen.
Op, op, op…
Da officials kom ilende til for at hjælpe ham, krævede han snøvlende at blive sat op på cyklen igen. Mens han blev skubbet i gang, mumlede han: ”Op, op, op…”
Simpson havde kørt omkring 500 meter, da han igen begyndte at zig-zagge. Han kollapsede endnu engang. Løbslægen kom hurtigt frem og forsøgte at genoplive ham, men uden held. Han vågnede aldrig af sin koma og døde kort efter ankomsten til hospitalet i Avignon.
I hans lommer fandt man tre rør, som havde været fyldt med amfetamin-tabletter. Der var kun et halvt rør tilbage. Under den udmarvende opstigning i stegende hede havde han haft op imod en halv flaske cognac og en enorm mængde amfetamin i blodet. Amfetaminen gjorde, at han kunne presse sig mere, end hans krop kunne klare. Derfor døde Tommy Simpson af overanstrengelse og dehydrering på vej op ad Mont Ventoux.
For åben skærm
Tommy Simpsons vanvittige ridt ind i døden foregik vel at mærke for åben tv-skærm. Tusindvis af chokerede tv-seere verden over, som fulgte med i Tour de France, så hans dødskamp live.
Da det nogle uger senere kom frem, at hans dødsfald skyldtes indtagelse af amfetamin, bragte aviserne en række kritiske artikler om moralen i cykelsport. Det, som Simpson havde gjort, var på det tidspunkt ikke forbudt. Men Simpson-sagen viste med al ønskelig tydelighed, at elitesporten havde et problem, og dopingreglerne blev da også efterfølgende strammet kraftigt op.
Simpsons minde
Den engelske journalist William Fotheringham skriver i sin bog om Tommy Simpson: ”Simpson skulle blive husket som en impulsiv, intelligent, veltalende og yderst karismatisk mand, som havde en enkelt sort plet: trangen til at sejre uanset prisen.”
Den dag sejrede Tommy Simpson ikke, men han kom til at betale den højeste pris for sit forsøg på det. På tyveårsdagen for Simpsons død satte hans to døtre Jane og Joanne en mindeplade op på dødsstedet. På mindepladen står inskriptionen: 'Intet bjerg er for højt'. Et passende minde over en mand, hvis sidste ord var: ”Op, op, op…”.