Det er svært at spå om fremtiden. Og det er meget vanskeligt at forudsige, hvor mange af de lægemidler, der vil blive udviklet i de kommende år, som vil kunne forhøje præstationsevnen hos raske mennesker. Udviklingen af et nyt lægemiddel tager fem til ti år, og det foregår under stort hemmelighedskræmmeri pga. frygt for industrispionage. Det gør bestmet ikke opgaven lettere. Men vi ved lidt om, hvad forskerne går og arbejder med
Den moderne doping er udsprunget af lægevidenskabens viden og fremskridt. Dette fremskridt er selvfølgeligt drevet af lægers ønske om at hjælpe syge mennesker, og ikke af et ønske om at udvikle dopingmidler. Men nogle sportsfolk har ikke desto mindre været meget hurtige til at udnytte de muligheder, som lægevidenskabens fremskridt har givet dem. Og eftersom den medicinske udvikling løber stadigt hurtigere, er der god grund til at tro, at udviklingen indenfor doping også vil gå hurtigere og hurtigere. Derfor er det en god ide at se lidt på, hvad vi kan have i vente.
Genterapi
Genterapi er en helt ny behandlingsform, som endnu langt fra er færdigudviklet. Der forskes dog utroligt meget inden for dette felt, da genterapi giver helt nye muligheder for at behandle sygdomme. Idéen med genterapi er, at man bruger kunstige gener til at helbrede sygdomme med. Forskerne laver nogle kunstige gener med de egenskaber, man ønsker. Disse gener indsættes i patientens krop og sørger for, at kroppen ændrer produktion og funktion inden for de områder, som de nye gener påvirker. En patient kunne fx have en nyresygdom, der gør, at patientens krop ikke laver nok EPO, og at vedkommende derfor har mangel på røde blodlegemer. En sådan sygdom vil kunne behandles med gendoping ved at indsætte et gen, som får patientens egen krop til selv at lave den nødvendige mængde EPO.
En sådan behandling er slet ikke mulig endnu. Men forsøg foretaget på mus og aber viser, at der ikke er langt igen. Både mus og aber fik hæmatokritværdier over 70 efter en enkelt indsprøjtning med et kunstigt EPO-gen. Hæmatokritværdien er et mål for mængden af røde blodlegemer i blodet, og en hæmatokritværdi på over 70 viser, at det kunstige EPO-gen er meget effektivt. I et andet forsøg er mus med dværgvækst blevet behandlet med et kunstigt væksthormon-gen. Det medførte et øget niveau af væksthormon i blodet og en 100 pct. vækstforøgelse på en måned. 
I et tredje forsøg er det ved hjælp af indsprøjtninger af kunstige gener i køer og rotter lykkedes at hæmme det gen, som skal stoppe muskelvæksten. Det betyder, at det enkelte dyr vokser meget mere end normalt. Det får derved også langt større muskler.
Gendoping
Metoden er endnu ikke tilstrækkelig udviklet til at kunne anvendes på mennesker. Men med ovenstående tre eksempler i baghovedet er det nok ikke svært at se, at genterapi kan bruges til ”gendoping”. Gendoping er der tale om, når der indsættes kunstige gener i raske idrætsudøvere for at forbedre deres præstationer. Fordelen for idrætsudøveren vil være, at der ikke skal ske jævnlig indtagelse eller indsprøjtning af stoffer. Det kunstige gen får nemlig idrætsudøverens krop til selv at lave dopingstofferne. Og da det er kroppen selv, der laver disse stoffer, vil de i sagens natur være identiske med dem, som kroppen selv laver. De vil derfor ikke kunne spores i en dopingtest.
Man vil kun kunne bekæmpe gendoping ved hjælp af indirekte metoder, såsom fastsættelse af en øvre grænseværdi for, hvor meget af et givet stof man må have i blodet. Grænseværdier anvendes allerede indenfor cykelsport, hvor man ikke får lov til at stille op, hvis ens hæmatokritværdi er over 50.
Der er således gode grunde til at frygte, at udviklingen af gendopingen vil komme til at sætte et kraftigt fingeraftryk på idrætsverdenen i de kommende år. Det, som måske kan afholde idrætsfolk fra at bruge gendoping, er udsigten til at være 'dopet' resten af livet. Det er nemlig ikke sikkert, at man kan lave manipulationen af generne om igen. Men på den anden side har de eksisterende dopingmidlers meget alvorlige bivirkninger ikke afholdt alle idrætsfolk fra at eksperimentere med dem.