EPO som doping

EPO er uden tvivl et af de mest kendte dopingmidler. Det skyldes mere end noget andet dopingskandalen omkring cykelløbet Tour de France i 1998. Det var belgieren Willy Voet, der fik dopinglavinen til at rulle. Få dage før løbets start blev han stoppet på den belgisk-franske grænse, og politiet fandt 400 ampuller med blandt andet EPO og anabole steroider i hans bil. Voet påstod først, at dopingstofferne var til eget brug. Men han måtte til sidst indrømme, at de var beregnet for cykelholdet Festina, som han arbejdede for. Det kom frem, at holdets stjerner i årevis var blevet systematisk dopet med blandt andet EPO. Dopingen var blevet sat i system af holdets sportsdirektør og holdets læge.

Ved Vinter-OL i Salt Lake City i 2002 blev tre langrendsløbere testet positiv for det EPO-lignende stof NESP. NESP virker på samme måde som EPO, blot langt kraftigere. Men i modsætning til syntetisk (dvs. laboratoriefremstillet) EPO, så er NESP ikke en kopi af et stof, som findes naturligt i et raskt menneskes krop. Den nyeste generation af EPO hedder CERA, og den blev flere cykelryttere blandt andet testet positiv for i Tour de France 2008.

Dopingskandalerne i Tour de France har gennem årene fået en undrende omverden til at spørge: Hvad er EPO, og hvad kan det?

EPO som doping
Når EPO anvendes til doping, er formålet det samme, som når det anvendes som lægemiddel - nemlig kunstigt at øge mængden af de røde blodlegemer i kroppen. Jo flere røde blodlegemer, der er i blodet, jo mere ilt kan blodet føre ud til alle kroppens organer. Muskelarbejde kræver en stor og konstant tilførsel af ilt. Det er en forudsætning for, at musklerne kan blive ved med at arbejde. Jo mere ilt, de arbejdende muskler får, jo hårdere kan de arbejde. I udholdenhedsidrætter som fx langrend og cykling betyder det, at man kan holde en højere fart i længere tid. Helt konkret kan man vha. af EPO øge sin iltoptagelse med helt op til 10 procent. Det gør, at udholdenheden hos fx en cykelrytter eller en løber bliver stærkt forøget.

Se hvordan EPO virker i kroppen her (Tryk på den røde pil og animationen kører):

En anden grund til, at EPO har været flittigt brugt, er den hurtige udskillelse af stoffet. Kroppen skal ikke bruge ret lang tid, før en dopingkontrol ingenting kan afsløre. Derfor har det internationale cykelforbund, UCI, indført en sundhedstest for at beskytte rytternes helbred. Man har valgt at sige, at rytterne ikke må have en hæmatokritværdi på over 50. (Læs om hæmatokritværdi).

Bloddoping
I dag benyttes EPO i de sammenhænge, hvor bloddoping tidligere blev anvendt. Man kan sige, at bloddoping er den gammeldags måde at øge antallet af røde blodlegemer i kroppen på.

Man bloddoper ved at tage noget blod ud af kroppen, skille de røde blodlegemer fra og nedfryse dem. Kroppen gendanner selv den fjernede mængde i løbet af et par uger. Så føres de gemte røde blodlegemer tilbage i kroppen. På den måde kan man kunstigt øge mængden af røde blodlegemer. En blodtransfusion fra en anden person har samme virkning, men er mere risikabel, fordi man kan overføre sygdomme gennem blodet.

Bivirkninger
Doping med EPO og bloddoping har de samme bivirkninger. Begge dele indebærer en alvorlig risiko for idrætsudøverens helbred. I perioden 1987-1991 blev 18 uforklarlige dødsfald blandt hollandske og belgiske cykelryttere knyttet sammen med brug af EPO.

Når andelen af røde blodlegemer i blodet stiger, bliver blodet tykkere (øget viskositet), og blodet flyder derfor langsommere rundt i kroppen. Det giver forhøjet blodtryk. Især under fysisk anstrengelse stiger blodtrykket voldsomt, og det giver akut risiko for, at blodkar kan sprænge. Det tyktflydende blod giver øget risiko for blodpropper. Især om natten, hvor blodtrykket er lavere, kan de opstå. Det er blandt andet derfor, at UCI har indført en hæmatokritgrænse på 50.

Da EPO er et relativt nyt dopingmiddel, som ikke har eksisteret i mange år, kender man ikke til stoffets langtidsbivirkninger endnu. Der er dog god grund til at frygte, at de er alvorlige.