EPO

Hvad er EPO?

EPO er en forkortelse for erythropoietin. Det er et hormon, som dannes naturligt i et raskt menneskes nyrer. EPO giver signal til knoglemarven om at lave røde blodlegemer, som indeholder hæmoglobin. Hæmoglobin er blodets jernholdige, røde farvestof. Dets rolle er at transportere ilt til alle kroppens organer. Ilten bindes til hæmoglobinet i lungerne og bliver så transporteret med blodet. Stoffet er derfor afgørende for, at ilten bliver bragt fra lungerne og ud til musklerne, som skal bruge ilt for at kunne arbejde. Ved at tage EPO, manipuleres kroppen til at danne flere røde blodlegemer, end den på naturlig vis ville have dannet. Jo flere røde blodlegemer, der er i blodet, jo mere ilt kan blodet føre ud til de arbejdende muskler, og jo bedre bliver præstationen

EPO som lægemiddel
De sidste 15 år har man lavet syntetisk (dvs. laboratoriefremstillet) EPO ved hjælp af genteknologi. Det anvendes som lægemiddel til behandling af patienter med kroniske nyreskader, hvor der opstår blodmangel på grund af for lav produktion af naturligt EPO. Ved indtagelse af EPO kan man øge mængden af røde blodlegemer i kroppen. Effekten kan holde sig i to til tre uger.

Desværre har nogle læger og idrætsudøvere - primært i udholdenhedsidrætter, som cykling og langrend - opdaget EPO som et præstationsfremmende middel. Det kan du læse mere om her:

EPO som doping

23.11.2010
 
 
Anti Doping Danmark Idrættens Hus Brøndby Stadion 20  tel. 4326 2550  info@antidoping.dk