Brug af anabole steroider kan have nogle meget alvorlige både fysiske og psykiske bivirkninger
Nogle af de fysiske bivirkninger er ens hos både mænd og kvinder. Det drejer sig om bumser, skader på leveren, hurtig vægtforøgelse, større risiko for hjerteanfald, og at man kan få sværere ved at få børn . For unge mennesker, som endnu ikke er fuldt udvoksede, er der desuden en risiko for, at de helt stopper med at vokse.
Psykiske bivirkninger
De psykiske bivirkninger, som brug af anabole steroider også kan give, rammer både mandlige og kvindelige brugere – og ikke mindst deres omgangskreds. Jo højere mængde af anabole steroider, man tager, jo større bliver de psykiske ændringer. Man får svært ved at styre sit temperament. Humørsvingninger og voldelighed og ukontrollabel adfærd er blandt de mest almindelige psykiske bivirkninger. Nogle rammes af så svær depression, at de begår selvmord.
Bivirkninger for mænd
Der er yderligere nogle fysiske bivirkninger, som kun ses hos mandlige brugere. Nogle af disse bivirkninger skyldes, at når man indtager stoffer, som ligner testosteron, kan kroppen helt eller delvist holde op med at lave testosteron selv. Det fører ofte til impotens og skrumpning af testiklerne.
I nogle tilfælde vil små mængder af de anabole steroider desuden blive omdannet til det kvindelige kønshormon, østrogen, i kroppen. Så anabole steroider kan sjovt nok have den bivirkning på mandlige brugere, at de får bryster som en kvindes. Speciallæge i plastikkirurgi, Erik Løntoft, skønner, at mellem 50 og 100 mænd, som dyrker styrketræning, får fjernet bryster på grund af et stort forbrug af anabole steroider hvert år her i Danmark. Og en opgørelse blandt amerikanske plastikkirurger viser, at fjernelse af bryster hos mænd er den femte hyppigste operation på plastikkirurgiske klinikker i Californien. Lægerne kalder det gynækomasti. I kredse, hvor man dyrker styrketræning/fitness er det så almindeligt, at det har fået sit eget navn. Her kaldes det for tævepatter eller bitch tits. Det kan du læse mere om her
Bivirkninger for kvinder
Derudover er der en række fysiske bivirkninger, som kun ses hos kvinder. Det er bivirkninger, som i høj grad hænger sammen med anabole steroiders androgene (mandsliggørende) virkning. Det er ikke så sært, at når kvinder fylder sig med stoffer, som ligner det mandlige kønshormon, så bliver de mere som mænd. Det mandlige kønshormon er jo det stof, som mere end noget andet gør, at drenge fysisk set udvikler sig til mænd.
De mandsliggørende, eller viriliserende, bivirkninger, som kan ramme kvindelige brugere af anabole steroider, er: skægvækst og øget kropsbehåring, mindre bryster, forstørrelse af klitoris, tendens til skaldethed og en dybere stemme.
Herunder kan du se de forskellige bivirkninger:
Når man så oven i købet kan blive både fysisk og psykisk afhængig af at benytte anabole steroider, så er det ret svært at forstå, at der overhovedet er nogen, der tager dem!
Du kan se mere om bivirkninger ved anabole steroider her