Anabole steroider giver hurtig udvikling af muskelmasse. Men bivirkningerne er mange, såsom skader på leveren, større risiko for hjerteanfald, bumser mm. At der overhovedet er nogen, der tager anabole steroider, er svært at forstå.
Anabole steroider er den bedst kendte gruppe af dopingmidler overhovedet. Hvis man udspørger tilfældige personer på gaden: "Hvilke stoffer de forbinder med doping?", så ville svaret fra mange være: "anabole steroider" eller "anabolske", som mange siger. Det rigtige navn er anabole steroider, eller hvis det skal være helt korrekt, anabole androgene steroider (AAS). Men fordi de fleste sportsjournalister konsekvent kalder dem for ”anabolske steroider”, er det blevet en almindelig, om end forkert, anvendt betegnelse.
Hvad er anabole steroider?
Men selvom de fleste ved, at anabole steroider er dopingmidler, så ved de færreste, præcist, hvad de er og hvordan de virker.
Anabole androgene steroider (AAS) er en gruppe af hormoner, som tæller kroppens eget testosteron, syntetisk (dvs. laboratoriefremstillede) testosteron og andre kunstige steroider, som ligner testosteron.
Testosteron er det mandlige kønshormon. Det er et hormon, som styrer udviklingen i puberteten ved overgangen fra dreng til voksen mand. Det findes dog i små mængder hos kvinder, men i langt større mængder hos mænd, især efter puberteten. I puberteten, stiger produktionen af testosteron i testiklerne, og det sætter gang i udviklingen af maskuline træk som skægvækst, dyb stemme, udvikling af testikler og øvrige kønsorganer. Samtidig opbygger testosteron kroppen ved at øge muskelmassen og muskelstyrken.
Se hvordan testosteron virker i kroppen:
Det er på grund af testosteron, at mænd generelt er større og stærkere end kvinder. Kort sagt har testosteron både en androgen (mandsliggørende) virkning og en anabol (muskelopbyggende) virkning. Tilmed stimulerer testosteron, ligesom andre anabole steroider, også knoglemarven til at producere flere røde blodlegemer. Det har derfor en EPO-lignende effekt.
De kunstige anabole androgene steroider har, som navnet antyder, også både en androgen og en anabol virkning. Grunden til, at man næsten altid bare kalder dem for anabole steroider, er at det er den muskelopbyggende virkning, som er relevant, når det anvendes som doping.
Du kan finde meget mere om anabole steroider på www.steroids.dk